I alt sin ensomhed stod den smukke dame og mindedes sommeren varme stråler  mod hendes saftige grønne overflade. Alle havde sværmet om hende og søgt plads ved hende. Ganske majestætisk havde hun følt sig. Tanken kunne stadig få hende til at ranke ryggen og løfte hovedet. Men denne lille bevægelse værkede i hende og  sendte hende straks tilbage til vinterens kulde. Ganske spinkel var hun blevet og hendes pragt var svundet bort til en kedelig grå nuance. Helt galt stod det til en sen novemberdag, hvor et ordentlig vinterstød havde revet hende af rod. Vakkelvorn og nøgen  missede hun med øjnene og vinterens kulde lod hende ret at føle alderdommen. Betænkelig var hun ved om hun nogensinde skulle få foråret at se og igen mærke sommerens varme, liv og farvespil igen.

De små vintergækker og krokus tittede frem langs et rislende vandløb. Varmere luftlag kom strømmende og hr. vinter måtte lade sin beskyttende kappe smelte bort. Hele vinteren havde den beskyttet livet i jorden og nu kom det ret til sin kræft. De grønne spirer brød med det sidste dække og det var ret en fryd for øjet.

Den fine dame stod nu halvt sunket sammen og havde knap liv til at trække vejret. Hendes øjne var lukket og hun ønskede ikke at åbne dem mere. Hun stod der og drømte sine gentagne drømme, de føltes dog så virkelige. Hun kunne høre insekternes summen, vandets rislen, enddog dufte skovens helt specielle duft og hun følte sig endda varmere. Da tænkte hun ved sig selv, Er det sådan at dø, så er jeg ikke længere bange. Hun følte sig klar og idet hun ville gave slip var det somom hun mærkede noget hun brugte sine sidste anstrengelser og åbnede øjnene. Her midt på hende sad den mest farvestrålende sommerfugl hun i sit liv havde set og vippede med følehornene. Jeg er klar sagde hun med en sagte visken og et varmt vindstød ruskede i hendes hoved og alle hendes små frøkapsler gled af og virvlede op i vindes med sommerfuglen. Og just nu forstod hun, at hun levede videre gennem sine mange børn, som ville få børn og sådan ville naturen gå sin gang. Med denne evige lykke i sig lukkede hun øjnene en sidste gang.

Skrevet af Ida P. Rasmussen