Ildbærere i raku - drejet og støbt.

Første del af processen - udformning af produkt. 

Drejet skål til olielampe

Drejet lysestager i sand 70'er stil. Måske det hjælper når de får en omgang glasur. De tre skåle skal sættes sammen, så de bliver runde og kan fungere som olielamper. Skålene er støbt.

Så flotte er vi på en kold februar dag.

Ida, Mathilde, Pia, Marie, Helle, Signe og Lone

Ildbærer

Der har været en lille pause på bloggen for kreative indslag med en vinterferie og en ugens teori og planlægning i ryggen, starter vi nu op på tre uger under temaet ild og vi kan vist godt garantere, at der kommer en masse op her på bloggen. I dag arbejder vi alle med keramik og gør klar til at kunne lave en raku- og en milebrænding.

I går startede vi op med teori om udeskole og så fik vi afslutningsvis lavet et par ildbærere af gamle konserves. 

Drømmefangerne

Drømmefangerne er et
praktisk projekt lavet af Signe og Helle, under temaet Natur/kultur, hvor vi tog udgangspunkt i indianerne.
Drømmefangerne tager udgangspunkt i to forskellige mønstre: edderkoppespindet og mønstret med et hul i midten - som tager i mod de gode drømme og de onde drømme fanges i nettet.

Fuglehuse

Fuglehusene her er et praktisk projekt udarbejdet af Ida, Pia og Lone under temaet natur/kultur.  Er det i virkeligheden et menneskeligt behov at give fugle huse - eller en nødvendighed? Vi har alle draget os mange praktiske erfaringer med dette arbejde. Det er altså ikke bare at hamre nogle stykker træ sammen..

Som børn af civilisationen er vi nok alle slaver af tiden....

Illustrationer til eventyret Snedronningen
Efter at have hørt Snedroningen på lydbog, udvalgte jeg nogle episoder og karakterer fra eventyret, jeg gerne ville arbejde videre med. 

1. Mal et abstrakt maleri med akvarel og flydende tusch. Lad det tørre.

2. Tegn flere karakterer fra eventyret. Tegn dem fra forskellige sider. Vælg de bedste ud.
Alle skitserne laves med blyant. De bedste tegnes op med flydende tusch.

 3. Sæt akvarel og tuschtegninger sammen med limstift.

 4. Tilføj tekstuddrag og evt geometriske figurer og sæt tilsidst den færdige illustration på et sort stykke karton.

5. De færdig illustrationer. Er klar til udstilling.

1.    del: Spejlet og Stumperne

Spejlet gik i hundrede millioner, billioner og endnu flere stykker, 
og da just gjorde det megen større ulykke ind før.

3. del: Blomsterhaven hos konen, som kunne trolddom. 

4. del: Den lille røverpige.
Hun var lige så stor som Gerda, men bredskuldret, og mørk i huden.
Øjnene var sorte og bedrøvede.

7.del: Hvad der skete i Snedronningens slot, og hvad der siden skete.

          Kay, Kay, søde Kay så har jeg fundet dig. Åh søde Gerda, hvor har du været  

          Så længe.

civilisationen vokser.... og stopper op. I mødet med naturen.

selv om vinteren må græsset jo støvsuges engang imellem...

I en verden af civilisationkritik tages kampen op!

Den fortryllede plante.

Den fortryllede Plante

Her kan du læse om skabelsen af et fortryllet sted og to historier om den fortryllede plante. Ideerne til historierne er kommet fra medstuderende og jeg har frit videredigtet på dem, sådan som de bedst gav mening for temaet. Endnu to historier er på vej.

Planetoiden 

Skrevet af Marie Fuglsbjerg med inspiration fra Soroush Zand 

Den fortryllede plante voksede på mystisk vis og meget pludseligt op ved søen en torsdag formiddag. Det mystiske er ikke blot at den er skudt op gennem den frosthårde jord og på ganske få timer havde foldet sine blade ud, men også at alle blomsterne er vidt forskellige, og flere af dem ikke en gang vokser i Danmark om sommeren. Nu skal jeg fortælle dig hvordan den blev til. 

Lysår fra jorden, længere borte end du kan forestille dig, svævede der, tusindevis af år inden din fødsel, en planet næsten på størrelse med vores jord. Planenten havde et fremmed navn, som du ikke ville forstå, hvis jeg ellers overhovedet kunne skrive det, med de bogstaver, vi har i vores alfabet. Det sprog, som der blev talt, var besynderligt, og de væsner, som levede der ligeså. Ikke nogen, du kan forestille dig og heller ikke nogen jeg kan beskrive. En ting ved jeg dog og det er at planeten, som vores egen jord, var truet af katastrofer og udslettelse. Man betragtede hver dag rummet gennem mærkværdige indstallationer og frygtede især meteornedslag. Planeten lå nemlig i en meget stormfuld del af universet, og ofte slog meteoritter ned og ødelage beboernes boliger og levesteder. Man havde været vandt til denne uro igennem mange år og havde indrettet sig sådan at man flyttede fra sted til sted, når der var varsel om meteorregn i et særligt område. Problemet voksede sig dog større og større og det blev efterhånden svært for familier og venner at holde forbindelserne og sværre og sværre at modtage varslerne fra rumstationerne. Rumforskning var efterhånden det mest almindelige erhverv, tæt opfulgt af flytte- og brandmand. 

Det fortvivlende skete en dag, at en planetoide med direkte kurs mod planeten blev observeret. Hvis du ikke ved det, er en plantoide en form for kæmpemeteor med en diameter på op til 1000 km... Katastrofalt, naturligvis. Der var mange år til planetoiden ville ramme planeten, alligevel havde man svært ved at finde en løsning. Rumforskerne spekulerede og spekulerede, men al deres forskning førte ingen vegne og ikke engang flyttemændene, der var eksperter i at flytte ting, kunne finde ud af, hvordan man skulle flytte en så stor ting. Efterhånden bredte der sig en modløshed blandt beboerne, man holdt langsomt op med at danne familier, der blev født færre og færre børn, for hvad nyttede det, når planeten alligevel snart ville blive knust? -og hvad skulle man fortælle dem for godnathistorier, mens en stor ildkugle oplyste den mørke himmel? Mens befolkningen svandt ind, voksede naturen stadig vildere, blomster skød op overalt og træer blev astronomisk store. I lyset fra planetoiden groede alt hurtigere og voldsommere, hele samfund forsvandt i blade, grene og parfumerede knopper, der sprang ud med sådan en fart, at man som på film i tidobbbelt tempo, kunne se bevægelsen. Helt nye arter dukkede op og med dem nye forskerstillinger, der forskede i planters vækst og udviklede kæmpe kartoteker. Opgaven var umulig, for man kunne knap dokumentere og undersøge en plante, før en ny dukkede op og den første igen var forsvundet. Selv på kolde steder med is og sne sprak jorden og planter spirrede op. Planetens væsner blev i bogstavelig forstand kvalt af planter og dem der ikke blev overraskede, ved en morgen at være burret inde, omkom fordi de spiste frugter, der viste sig at være giftige. 

Imens voksede planetoiden sig stadig større på himlen. Enkelte steder formåede et hold forskere at holde sig i live, ved simpelt hen at holde vagt over planterne døgnet rundt. Imens prøvede man at finde en løsning, men ingen forsøg lykkedes og som en sidste udvej sendte de en stor kugle af planetens muld og frø ud i rummet som et stjerneskud, for på den måde at bringe livet og planetens skønhed videre, et andet og måske ikke så anderledes sted. 

Få dage senere ramte planetoiden med kolossal kraf og alt knustes og brændte bort, for ikke at efterlade andet end aske og støv i et kæmpe virvlende virvar. Kuglen tørrede i sin himmelflugt ind, blev hård og glat, susede afsted, gennem solsystemer og planeter langt mere frugtbare, frygtelige eller øde end vores jord. Hvor mange lysår den rejste og hvordan dens bane var vil altid være et mysterium. Det eneste vi med sikkerhed ved er, at den for ikke så længe siden styrrede direkte ind gennem vores atmosfære, med kurs mod læreskolen. Som alle andre mindre meteoritter brændte det meste af den op på vej ind og da den en frostklar nat dalede ned i sneen, var der ikke andet end et enkelt frø tilbage. Et frø, som i løbet af en enkelt formiddag voksede sig til en plante med den særeste blanding af blomster og blade. Planten blussede op, som en flamme, et glimt fra en anden verden, et sidste nødråb, der nåede os alt for sent. 

Hvem ved hvor mange stjerneskud, der er nødråb fra andre planeter? Hvem ved, hvorfor nye arter dukker op? Hvem ved hvor mange meteoritfrø der lander på jorden, og hvornår og hvordan de blomstrer? Hvem ved om vi en dag selv vil blive skudt ud i rummet som et stjerneskud? Det eneste vi ved er nu, hvorfra den fortryllede plante kom...

Tornen 

Skrevet af Marie Fuglsbjerg, med inspiration fra Alberte Pedersen

Den fortryllede plante voksede på mystisk vis og meget pludseligt op ved søen en torsdag formiddag. Det mystiske er ikke blot at den er skudt op gennem den frosthårde jord og på ganske få timer havde foldet sine blade ud, men også at alle blomsterne er vidt forskellige, og flere af dem ikke en gang vokser i Danmark om sommeren. Nu skal jeg fortælle dig hvorfor den groede frem.

Historien har jeg fra en gammel mand, ældre end alle andre jeg kender. Jeg mødte ham ved det man kalder nordenfjords, der hvor verden er spids og to have mødes. Du kender nok stedet? Der er farverne gule og røde. Især når solen stiger eller sænker sig i havet flyder alting sammen i et farvevæld af orange nuancer. Det bobler og syder til himlen atter går over i sit dybblå, marine og tilsidst sort med de små lysende stjernepunkter og glidende urolige skyer.

En sommeraften som denne sad jeg betaget på stranden, mens bølgerne messede og tankerne vuggede afsted ad ukendte stier. Mit malergrej havde jeg ladet ligge i sommerhuset. Han stod pludselig lidt borte, underligt langt ude i vandet, som var han lydløst vokset op af en skummende bølgetop. Hans tøj hang på ham og hans tynde lemmer stak spidse frem i det tynde stof. Skuldre, nakke, albue. Ansigtet var vendt mod havet og hans krumme ryg så besynderlig ud, som et væsen fra en anden verden, benet og deform. Jeg stirrede og netop som jeg blinkede vendte han sig. Jeg nåede ikke engang at registrere bevægelsen. Hans blik var som en øde forblæst mark, susende og med fugles ensomme skrig i luften. Forlegen drejede jeg hovedet væk og da jeg igen så mod ham, vadede han væk fra mig langs stranden, men i vandet, hvor han havde stirret, kom et underligt lys, selvom solen for længst var forsvundet bag horisonten. Jeg rejste mig forbløffet for bedre at se og op gennem bølgerne steg en mærkelig plante. Planten groede med en sådan hast og de mest utrolige blomster sprang ud for øjnene af mig. Fuldstændig opslugt trådte jeg ud i vandet uden at ænse vandet i mine sko. Mens jeg vadede ud voksede planten stadig hurtigere, nye grene skød frem og blade foldede sig ud. Da jeg nåede frem var den som et træ der strakte sig mod himlen og spredte sine grene over mig. Jeg så endda en fugl, jeg aldrig før har set magen flakse rundt mellem de nyudsprugne blade. Den mest ejendommelige duft af tusindevis af blomster blandede sig med den salte havlugt. Vandet nåede mig nu til livet og jeg standsede op, kunne ikke tro mine egne øjne. Jeg lod min ene hånd glide over stammen, der var glat og kølig med små bitte torne, i vandet nippede fisk til dens rødder og en krabbe gravede sig ned lige ved stammen. Jeg kan ikke sige hvor længe jeg stod sådan, kun at jeg på et tidspunkt begyndte at fryse og kom jeg i tanke om det, som du måske allerede har tænkt på, at jeg burde hente mit kamera. 

Hastigt gik jeg gennem bølgerne og småløb tilbage til sommerhuset. Fik låst mig ind og rodede gennem min strandtaske, hvor det lå blandt solbriller, creme og et sandet håndklæde. Skiftede bukser, sko til slippers og skyndte mig ud af døren. På vej over klitterne så jeg træet, hvordan dets grene nu hang tunge af frugter, der modnedes og faldt i vandet med små plump. Jeg nåede strandkanten tidsnok til at se den første gren brække af og synke ned i bølgerne. Jeg fumlede med kameraet, fik det tændt, men da jeg rettede det mod træet var der ikke andet end stammen tilbage. Jeg tog et billede, før det havde stillet ordentligt skarpt og da jeg trykkede igen, var også stammen næsten forsvundet. Nu kom højvande og det meget hurtigere end normalt. Jeg trådte forskrækket tilbage og måtte kravle op i klitterne, for ikke at blive taget med ud. Fortumlet satte jeg mig på en top og fokuserede på stedet, hvor træet stod. Der var intet tilbage. Da jeg kiggede billederne igennem lignede stammen ikke andet end en gammel bundgangspæl og det underlige lys omkring den kunne ligeså godt være solens sidste skær der blev reflekteret i vandoverfladen. Jeg ærgrede mig. Længe blev jeg siddende og håbede at det igen ville dukke op, men intet skete. Da det igen lysnede, gik jeg tilbage til sommerhuset, hvor jeg lå urolig i min seng. Langt op ad formiddagen, fik jeg skyllet en alt for stærk kop kaffe og noget brændt toasbrød ned.

De næste dage tilbragte jeg ved stranden, rastløs. Jeg turde knap forlade den. Mit kamera havde jeg hele tiden på mig. Imens jeg ventede, begyndte jeg at male. Prøvede at huske alle træets detaljer, men det var som om, det altid tog en ny form. Før jeg vidste af det, var der ikke bare en fugl, men en hel flok på mit maleri, eller også skød der underlige krogede træer op overalt i havet, med blomster, som slet ikke voksede på det rigtige træ. Efterhånden begyndte jeg at tvivle på hvad jeg havde set. Var jeg faldet i søvn den aften og havde drømt? Men nej, mine bukser var bestemt blevet våde og mine sko, havde stået til tørre i to dage, stoppet ud med gamle aviser. Jeg spillede scenen, som en film for mit indre, solen som gik ned, bølgerne, den gamle mand, hans øjne, det underlige lys, planten, blomsterne, duften, fuglen, grenene, løbeturen tilbage til sommerhuset, kameraet, de modne frugter og tidevandet. Jeg stirrede mig blind på de to billeder, først det uskarpe med stammen og lyset og derefter, samme billede men uden stammen og med tidevandet på vej ind. Efter en uges tid besluttede jeg mig for at lede efter den gamle mand. Han havde bestemt noget med træet at gøre. Jeg traskede rundt i den lille badeby, som lå ved siden af sommerhuskvarteret. Spurgte i grillen, dagli brugsen, fiskehandleren og isbutikken. Ingen havde lagt mærke til ham. Den unge pige i kiosken rystede på hovedet og ekspederede næste kunde, en høj tysk mand med en hund, han havde taget med ind i butikken. Dens pels var våd og lugtede tungt, mens den betragtede mig med dumme blide øjne. Ingen havde set ham.

Sommerendagene gled igennem mig med vind og sand og smuttede i mine hænder som glatte sten. Jeg pakkede sammen, tid til at tage hjem. Noget af mit tøj kasserede jeg, andet lod jeg blive liggende til næste sommer. Jeg rullede mine malerier af planten sammen, men kunne ikke beslutte mig for om jeg skulle tage dem med, eller efterlade dem. Til sidst lod jeg dem stå bagerst i et skab. Jeg måtte opklare det næste gang jeg kom. Det var således ikke meget, jeg havde med i tasken, da jeg ventede på bussen. Der er ikke et rigtigt stoppested der hvor bussen skal holde, men de plejer at være flinke til at stoppe, bare man rækker hånden ud. Bussen var helt tom og skrumlede afsted på den hullede astfaltvej. Jeg sank sammen i et sæde bagerst og stirrede ud på marker og forblæste træer, der gled forbi mit vindue. Bussen holdt ind igen, en steg på, jeg rettede mig op og kiggede frem. Det gav et sæt i mig, manden!

Hans tøj hang stadig løst og pjaltet på kroppen, og han gik med langsomme skridt, støttende sig til håndtagene langs midtergangen. Selvom han ikke så direkte på mig, vidste jeg, at han at han var på vej ned til mig. Der hang en lugt af tang og hav omkring ham, da han satte sig på sædet lige bag mig. En kold rislen for ned langs ryggen, da jeg lugtede hans ånde. Fisk, hav, jord, salt, alt blandet sammen til en udefinerbar lugt af noget råt og fjernt. Bussen satte i gang og vi vuggede frem og tilbage på vores pladser. Efter lidt tid mumlede han noget. Jeg troede først han talte med sig selv, der er så mange underlige mennesker ved nordenfjords. Jeg spidsede ører og opfangede ordet ”torn” og ”havet”. Som om han havde mærket, at jeg lyttede, sænkede han nu stemmen til hvisken og udtalte hvert ord med største omhyggelighed. Planten fortalte han, var fortryllet, den dukkede op på steder og for mennesker som søgte inspiration. Den som havde oplevet den, ville aldrig løbe tør for ideer, men se sit liv beriget med drømme, tanker og fortællinger. Han havde selv set den flere gange, var blevet fortryllet, ja besat af dens farver og dufte. Han havde søgt den, for at lære mere, blive mere vis, mere opfyldt af inspiration. En aften havde han set den vokse frem, ganske uventet i sin baghave. Han havde ivrigt grebet en saks og var styrtet ud i haven, fast besluttet på at få en gren med sig ind i en vase, inden planten igen forsvandt. Da den blomstrede smukkest, tog han et fast tag i en af grenene, for at klippe den af. Men netop da saksen skar gennem barken, mærkede han et stik i sin hånd. Smerten jog igennem armen, og han trak sig forskrækket tilbage. I hånden sad en torn. Selvom planten endnu ikke havde båret frugt, blev den nu grå, falmede og sank sammen. Jorden, hvor den havde stået blev helt sort og tør, uden et eneste græstrå.

I flere dage forsøgte han at få tornen ud af håndfladen, men forgæves. Han prøvede alt lige fra vandbad, sæbe, pincet og nål, men tornen, der var blevet sort, rykkede sig ikke. Fortvivlet opdagede han også en anden og meget forvirrende forandring. Han vidste pludselig alt om alt omkring sig. Ting, mennesker, dyr, planter, alt syntes at tale til ham. Stemmerne flød sammen og han fik svært ved at koncentrere sig. Han kunne sidde i timevis og lytte til de mange dem, uden at kunne begribe sammenhængen. Kun ved havet, fandt han en vis ro. Bølgerne overdøvede somme tider stemmerne og når det rigtig stormede var der næsten stille. Planten inspirerer og giver, til den som ikke vil besidde, men forbander den, der vil vide alt, sluttede han. Frem mellem sæderne bag mig, stak han sin gamle tynde hånd, med håndfladen opad. Her sad tornen endnu, sort. Jeg gøs. Han tog igen hånden tilbage og jeg vendte mig rundt. Jeg havde så mange spørgsmål. Men sædet var tomt. Lugten hang stadig i bussen. Jeg virrede med hovedet. Hvordan kunne han være stået af, uden jeg havde set det? Det gav et ryk i bussen og jeg opdagede at vi allerede var i Ålborg, tid til at skifte. Forvirret væltede jeg ud med min rygsæk. Der var ikke andre som forlod bussen og jeg strakte mig på tæerne for at kigge ind gennem dens høje vinduer. Buschaufføren gik igennem for at se om noget var glemt. Han sendte mig et tvært kort blik, og jeg gik mod toget.

Resten af hjemrejsen husker jeg faktisk ikke, det hele står som i en tåge. Hver gang jeg har prøver at finde mening i det, glider alt ind og ud mellem hinanden. Jeg bliver i tvivl og fortvivlet. Til gengæld har jeg aldrig siden haft svært ved at finde på, hvad jeg skulle male, eller skrive. Ideer, motiver og historier er kommet til mig, mens jeg arbejder, uden jeg behøver anstrenge mig. Jeg har forsøgt at glemme planten og den underlige sommer, hvilket delvis er lykkedes. Nogle gange dukker mandens øjne op i en drøm, pigen fra kiosken og hunden. Andre gange vågner jeg med fornemmelsen af at have været langt borte og med en besynderlig duft af blomster i næsen, som først forsvinder ved daggry. Det var faktisk næsten lykkedes mig at glemme planten, til den torsdag formiddag, hvor den pludselig stod ved søen, frisk og nyudsprungen. Det var som at møde en gammel ven, man aldrig troede at skulle se igen. Denne gang tog jeg naturligvis et billede, så alle kan se at den virkelig stod dér, midt i sneen. Den blev aldrig så stor, som den aften ved havet, og selvom jeg har grublet over hvorfra den kommer og hvordan, har jeg ikke fundet nogen svar. Det eneste jeg ved er hvorfor den vokser frem.

At lave en fortryllet plante

1. lav farvede isterninger2. lim plastblomster på en gren og gør grenen fast i skumgummibund3. dæk skumgummibunden med sne, så planten vokser flot op af sneen4. dekorer med isterninger og farvede istykker

Det er en god idé at producere rigtig mange isterninger i forskellige farver. Bland vandfarve eller frugtfarve op i en kande med vand. Lad farven være meget koncentreret og hæld lidt i en isterningpose. Fyld derefter posen op og vend et par gange, så farven fordeler sig. Fryser det hårdt, kan du som jeg fryse dine isterninger udenfor, eller i fryseren.

i alle arter klippes til og limes på træet. Her er limpistolen den bedste ven.

Tilsidst sættes grenen fast i en stor klods skumgummi, så den kan holde balancen. Dæk skumgummifoden med sne og du er klar til at lave ismosaik.

Hvordan solsorten blev til

I en klynge af høje, ranke stammer stod et enkelt lille hvidt birketræ og gav lys til mørket under de tusinde grene.

Hvor det lille birketræ stod, fandtes ikke nat og ikke dag. Der fandtes heller ikke vinter og ej heller sommer.

Og dog gik tiden.

Langt oppe over de højeste stammer havde små stumper af lys brændt sig ind i det mørke himmeltæppe som lysende stjerne. De brændte alle, så de kunne oplyse den mørke jord, men det skete at en stjerne brændte ud.

Og når en stjerne brændte ud, kunne man høre et suk fra jordens højeste træer, der i afmagt sænkede deres kroner og mistede en del af deres sjæl. Fra spidsen af deres yderste grene dryssede kviste ned mod jorden som tårer.

Det lille birketræ stod stolt på sin lille lyse plet mens tyngden af de høje træers tårer, tyngede dens lyse stamme.

Som minutterne, dagene og årene gik samledes en bunke af udgydte kviste i det lille birketræs krone og mørket bevægede sig endnu tættere mod den hvide stamme. Birketræet begyndte at miste sin kraft mod det tyngende mørke. Stammen blev grå og trist.

Da skete det en dag at endnu en stjerne brændte ud og endnu et træ fældede sine tårer, der landede i birketræets krone. Men idet den sidste kvist landede i bunken i træets top, begyndte bunken at bevæge sig og samle sig sammen til en rund sort masse.

Under bunken i trækronen stod den grå stamme og svajede frem og tilbage, imens kvistenes bevægelser blev hurtigere og hurtigere.

Til sidst blev bevægelsen til stilstand og stammen fandt igen sin balance og stod rank.

Afventende.

Fra toppen af kronen begyndte den lille klump nu at bevæge sig igen. Klumpen var sort som kul og dens liv var skabt af det indtrængende mørke. Ud fra klumpen voksede to mægtige vinger, der bredte sig ud, og, som en sang, bevægede sig dansende i stilheden.

Midt i det sorte brændte en ild, og fra ildens kerne opstod en stemme, der fortalte det lille birketræ om gode tider, lys og glæde.

Da stemmen stoppede sin sang, lettede den sorte fugl fra træet.

Den fløj væk fra birketræet, forbi de højeste stammer og bar det truende mørke med sig op til himlen.

Hvordan birketræet blev til.

Da alting endnu var bart, koldt og mørkt, fandtes ingen tid og alting var en i evig stilstand, hvor ingenting kunne opstå og ingenting kunne forgå.

Men stilstanden blev brudt, da det første sekund blev til et minut og minuttet blev til dag, og den første dag bragte en klump af lys til mørket.

Lyset voksede i dens bevægelse igennem det mørke tæppe og mod den golde overflade, hvor ingenting fandtes. Men lige inden den ramte overfladen eksploderede den i en uendelig masse af små og store stykker af brændende lys.

De fleste hvirvlede rundt om sig selv i mørket inden de brændte sig fast deri og derfra i forening kunne oplyse den golde jord.

Og da så de, hvordan de sidste af de små lysklumper dalede langsomt ned mod overfladen, som ingenting var og ingenting besad.

Lysklumperne brændte små huller hele vejen rundt om jorden. Nogle steder faldt intet lys ned, andre steder kun lidt, og andre steder igen faldt en større del ned og borede sig ned i den hårde jord. Alt imens lysklumperne borede sig ned i jorden blev lyset svagere og svagere.

Og kraften forsvandt.

Og alting blev i et enkelt sekund stille.

Helt stille.

Og da sekundet ikke længere var til og det næste sekund begyndte, omsluttedes verden af en dyb brummen, der opstod fra de tusind af små huller i jordens overflade.

Lyden tog til i styrke og jorden begyndte at ryste. Og frem fra de små huller voksede lange gennemsigtige stammer, der strakte sig op mod de brændende stykker af lys i det mørke tæppe.

De voksede sig tættere og tættere på mørket alt imens de brændende lysklumper farvede deres gennemsigtige hud mørk og varm, og en vind, der opstod mellem de lange, ranke stammer, skrabede revner i deres overflade, så hver en stamme var til at kende fra de andre.

Men i midten af en skov af disse mægtige stammer stod en enkel lille gennemsigtig stamme tilbage, som intet lys kunne nå. Det stod rank og stolt, og lyste fra sit eget indre ud på de omkringstående stammer. Da vinden nåede den, ridsede den små fine revner i dens hud, pustede kraft i dens indre og viskede til den, at den til evig tid skulle stå der, hvid og rank og sprede lys og glæde på jorden.