Oldenborre. Med en historie først og idé til udformning af en nederst

Historien om Hr. Oldenborre

Alt imens Tommelise var ved at vokse ud af den smukke tulipan havde Hr. Oldenborre endelig nået sit sidste udviklingsstadie. Den havde levet som en fed mælkehvid larve i den fugtige muld i tre lange mørke år og ædt sig stor i dejlige saftige planterødder. Men nu var den pludselig begyndt at ændre udseende. Der groede smukke glasklare vinger ud, en mund med små kæber, den kunne spise med, en lækker varm og sølvskinnende håret hud på kroppen og de flotteste kastanjefarvede dækvinger man kunne tænke sig. Dens seks ben var ved at blevet stive og havde fået små klør, så den kunne begynde at grave sig op af jorden. Det var i starten af maj og foråret havde med solens varme stråler endelig fået krafter til at få planter til at spire og fuglene til at bygge reder og fløjte af fornøjelse. Oldenborren gravede og gravede og endelig kom den det sidste stykke op af jorden og sad et øjeblik og nød solens varme. Den strakte sine nye flotte vinger og pludselig som på befaling lettede den fra jorden og fløj af sted. De nye flotte vinger bar den vidt omkring. Den kom til en lille å omgivet af flotte bøge og egetræer. Den spiste af løvtræernes nyudsprungende blade og de smagte vidunderligt. Hr. Oldenborre slog sig ned her og spiste sig tyk og mæt hele den lange maj og juni med. Nu var det snart midsommer og mange flere af dens slags var begyndt at sværme rundt i de omgivende træer for at spise og vokse sig stærke og flotte til at gøre kur til hinanden.

En dag så den en hvid kålsommerfugl slæbe af sted med et sjovt lille væsen på et åkandeblad nede i åen. Væsenet var ikke mere end en tommelfinger lang og havde fire ben som sad lidt sjovt. To af dem hang ned langs kroppen og de to andre stod den på. Men det havde det flotteste lyse pels som skinndende så smukt i solen, at Hr. Oldenborre besluttede at se nærmere på det, fløj ned og tog med kløerne et snuptag rundt om hendes liv og fløj hende op i træet. “Den satte sig med hende på det største, grønne blad i træet, gav hende det søde af blomsterne at spise og sagde, at hun var så nydelig, skønt hun slet ikke lignede en oldenborre. Siden kom alle de andre oldenborrer, der boede i træet, og gjorde visit; de så på Tommelise, og frøken-oldenborrerne trak på følehornene og sagde: "Hun har dog ikke mere end to ben, det ser ynkeligt ud. Hun har ingen følehorn!" sagde den anden. "Hun er så smækker i livet, fy! hun ser ud ligesom et menneske! hvor hun er styg!" sagde alle hun-oldenborrerne, og så var Tommelise dog så nydelig; det syntes også den oldenborre, som havde taget hende, men da alle de andre sagde, hun var hæslig, så troede han det til sidst også og ville slet ikke have hende; hun kunne gå, hvor hun ville. De fløj ned af træet med hende og satte hende på en gåseurt; der græd hun, fordi hun var så styg, at oldenborrerne ikke ville have hende, og så var hun dog den dejligste, man kunne tænke sig, så fin og klar som det skønneste rosenblad.”

Hr. Oldenborre glemte hurtigt det lille væsen nede på jorden og fik travlt med at gøre kur til alle de dejlige frøken-oldenborre, der holdt til i træet. Den fandt den smukkeste af alle oldenborrerne, de parrede sig og efter en måned lagde hun 25 flotte skinnende æg, som klækkede til larver, som skulle passe sig selv de næste tre år nede i jorden. Hr. og Fru. Oldenborre var nu hver fire år og var ved at være gamle. Det var september, solens varme var begyndt at gå på hæld og vingerne begyndt at værke. De kunne ikke flyve så hurtigt mere og pludselig på en aftentur blev Fru. Oldenborre spist af en måge, der fløj rundt om træet. Hr. Oldenborre blev meget bedrøvet og da han et par dage efter fløj i sine sørgmodige tanker glemte han helt at holde øje med den flagermus, der holdt til langs åen. Normalt ville han undgå den syle spidse tænder ved at slå sine smukke vinger sammen og styrte mod jorden, så flagermussen ikke kunne nå at fange ham. Men denne aften var han så optaget af at drømme om på sin smukke Fru. Oldenborre, at han slet ikke mærkede flagermussens ekkolyd ramme hans krop og haps så var også han spist. Træets blade begyndte at visne i efterårets oktober kulde og de andre oldenborre i træet begyndte nu at døde af sult. Livet var slut for dem, men nede i den varme mørke muld, lå nu mange fine hvide oldenborrelarver, som de næste tre år skulle vokse sig store og fede inden de engang skulle få vinger og flyve ud i verden.

Produktion af en oldenborre

Efter at have nær studeret billeder af oldenborre på nettet, valgte jeg at rammesætte min kreative udfoldelse med at den skulle være lavet af naturmaterialer, jeg kunne finde rundt på skolen.

Her er kroppen lavet af klematisfrøstande samlet i midten, så stilkene kommer til at ligne ben.

Kroppen bundet sammen med bomuldstråd og dækvinger af egeblade.

Vinger limet på med kontaktlim, frøstande som øjne hvor frøulden er klippet af, hasselrangler som følehorn og munden af blomster fra.

alm. oldneborre (Melolontha melolontha)

Den gode historie - på jagt efter muldvarpen.

Den gode historie.. 

Jeg er på jagt efter den gode historie. Den som ingen anden journalist i verden er kommet med. Ja ja.. vi har da kongehuset, prinser og prinsesser og dem kan vi da fortælle gode historier om. Når de får børn – bliver gift for så at blive skilt igen. Men hvor længe holder de – et døgn eller to. Så har folk glemt det og vil have en ny historie.  Jeg har været der. New York, London, Paris – fulgt efter alle stjernerne. For netop at få den gode historie! Men nu vil jeg skrive historien! Den som alle vil huske. Historien om den som ingen ser og den som ser ingen. Som lever under jorden – har trukket sig fra civilisationen, fra vores moderne verden. Samtalekøkner, øko mælk og parbenefri shampoo.. I mine øjne meget beundringsværdigt.

Min historie starter ude i mulden, ude i naturen – derude hvor der højt til himlen, hvor kragerne vender og vinden ligger sig lige omkring næse og ører. Jorden omklamrer sig om mine nye armarni – sko. Vinden bider i fingrene. Natur! Sgu ikke altid helt vildt praktisk..

Efter flere timers vandring har jeg fundet stedet hvor jeg meget gerne skulle have en chance for at møde mr. Underground. Ham som altid er klædt i sort. Fuldstændig ligeglad med hvad samfundet mener om former, farver og mode. Jeg er så betaget af den der fanden i voldskhed. Tag mig som jeg er eller skrid! Jeg er sgu min egen.. Alt imens jeg går her og tænker over min historie kommer jeg til et tegn. Et kæmpe skud – op af jorden – en vulkan lignende kæmpe lort. Lige der midt i det hele. Jeg kan slet ikke få øjnene fra det. Så smukt, så eksotisk, så .. ja jeg har nærmest ikke ord for hvor fantastisk det er. Jeg trodser alt og skynder mig hen til skuddet. Kaster mig nærmest over det, dufter og mærker..  Jorden er helt ny og frisk, dufter af en hårdtarbejdende sorte fyr (ja afroamerikansk er måske mere politisk korrekt..) Da jeg sidder med hænderne i jorden, får jeg fat i noget.. Måske et tegn?! Jeg graver og graver – uden at tænke på vulkanen der nu smadres. Jeg griber om noget aflangt og opdager til min skuffelse at det er 2 latterlige regneorme. For helved.. nu troede jeg lige jeg havde fat i noget ordentligt. Regnormen siger den hedder Bjarne.. Det er mig nu endnu en gåde hvordan regnorme kan tale og hedde Bjarne! Men på nuværende tidspunkt er jeg presset. Jeg har allerede brugt lang tid på den her historie, tror ikke på mig selv som succesfuld journalist. Er på nippet til at give op – så jeg har brug for al den hjælp jeg kan få. Selvom det er fra en regnorm der hedder Bjarne. Bjarne fortæller om den sorte fyr som alle i jorden er vildt bange for. ”Han skovler til sig af alt hvad han kan få og gemmer det i depoter”.. ”Vi har ingen jordisk chance for at slippe fra ham”. Jeg nikker anerkendende til Bjarne for at få mest ud af ham. Det er noget vi har lært på journalisthøjskolen. Pludselig ser jeg at der også er en anden regnorm. Bjarne klynker ”Ja.. se det min lillesøster. Hende bed han hovedet af – så kan vi regnorme ingenting” Det gør han ved alle regnorme han møder og ligger dem ind i depoterne. Men hvad skal vi gøre?? Svinet har 44 små sylespidse tænder! Bjarne havde nu hævet stemmen. Muldvarpen har ingen følelser. Når hunnen har født sine unger smider hun dem ud for sig selv inden de kan noget som helst! Så må de bare klare sig selv. Følelseskold det er hvad den er. Nu var det som om Bjarne virkelig havde fået åbnet op for alle sine frustrationer – så han fortsatte inden jeg nåede at stille ham et nyt spørgsmål.

”Det eneste den laver er at vandre op og ned igennem sine åndsvage gange. Frem og tilbage, frem og tilbage.. Hvis den da ikke graver nye gange! Som om den ejer hele universet.. Den æder 8 af os om dagen.

Efter Bjarnes version af denne hr. Muldvarp var jeg faktisk temmelig oprevet. Sikken et regnorme – liv! Jeg måtte simpelthen have en snak med den muldvarp. Kunne det virkelig passe med al den brutalitet! Min fasination havde på en måde ændret sig. Godtnok er jeg journalist – men iskold det er jeg ikke. Bjarne og jeg blev enige om at jeg passede den hovedløse søster – imens Bjarne kravlede ned i dødens gab og fik muldvarpen op til mig. ”Jeg er nemlig ret hurtig skal jeg sige dig” sagde Bjarne med et skævt smil som kun regnorme kan smile.. Fantastisk at møde sådan en hjælpsom lille fyr.. Et par timer gik..Armarni var ikke vindtæt – men som anerkendt journalist kommer historien først. Pludselig rykkede det i jorden. Bjarnes forkrop kom til syne. Jeg skyndte mig at flytte på jorden så jeg kunne få Bjarne op. Han prustede og stønnede som en anden maratonløber. Lige da jeg havde fået fat på ham væltede et lille jordbefængt krapyl frem og rullede rundt. Den rejste sig hurtigt op på sine to bagben, med to små potter frem for sig og famlede rundt som om nogen havde givet den bind for øjnene. ”Hjælp! Hjælp! Skreg den lille gut. Jeg er svagtseende.. ”Det tør siges”, tænkte jeg. Jeg greb ud efter dyret og holdte det hårdt i min højre hånd. Nu stod jeg, en efterhånden anerkendt journalist fra et også anerkendt dansk dagblad med et lille ildelugtende krapyl som man kalder en muldvarp i højre hånd og 1½ regnorm i venstre hånd. Nu var sandhedens time kommet. Nu gjaldt det om at holde hovedet koldt. At stille de rigtige spørgsmål. Jeg satte mig ned direkte ovenpå alt den jord der var skubbet op. Muldvarpen skreg videre om de svagtseendes rettigheder og regnormen grinte meget hånligt.. Han nød vist den situation at muldvarpen endelig sad i saksen.

Da begge dyr var faldet til ro var vi klar. Så sagde muldvarpen..

Jeg gør bare hvad jeg er bedst til. I jorden har jeg det bedst. Vi er født med svage øjne og et ufølsomt sind. Hvad skal vi på jorden? Nej jorden passer til os. Og leve skal vi jo at et eller andet – sådan er naturen! Fødekæder min fine ven. Vi kan sgu da ikke sætte os i rundkreds og synge. Men hvis du kære journalist vil rede regnormene så gør du bare det, men så må du udrydde os først. Jeg kunne mærke Bjarne stirrede på mig – selvom jeg udmærket godt ved at regnorme ingen øjne har. Jeg tror han havde set en form for regnorme revoulution i mødet med mig.

Muldvarpen fortsatte.. Før i tiden var i mennesker jo helt tossede med os. I smurte vores blod på jeres skaldede isser og troede at håret ville begynde at vokse igen. I smurte blod på øjnene og troede at I kunne se spøgelser og huggede vores fødder af fordi I troede det bragte held i spil. Jeg blev lidt pinlig.. og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige. ”Så fordi vi spiser et andet mindre dyr for at overleve så bliver du mr. Moder jord og vil rede hele verden. Muldvarpen havde fået sine små poter og over mine fingre som holdte den fast og ligesom krydset dem i en ret bestemt mine. Jeg var helt paf. Måske var det også fordi situationen blev mere og mere bizar. Samtalen med Bjarne og muldvarpen. Hvem ville overhovedet tro på det? Hele redaktionen ville grine af mig – fyre mig og sende mig til den lukkede afdeling. Farvel fede pension og anerkendelse. Nej – nu måtte jeg tage mig sammen. Fordufte inden det blev for underligt..

Jeg tog et kig på mit ur og allerede der kunne jeg se på Bjarne at hans lys slukkedes. Han tog fat i den hovedløse søster med et suk og en mumlen om at ”man kunne sgu da heller ikke stole på nogen i denne verden”..

Muldvarpen derimod sad triumferende og strålede med sit manglende syn. Og så kom jeg til at tænke på en historie min morfar fortalte mig. At I gamle dage troede man at klemte man en muldvarp til den døde ville man få helbredende kræfter. Uden at tænke videre over det klemte jeg til og i løbet af et kort øjeblik havde jeg kun en slatten klud i hånden.. Jeg ved ikke om retfærdighed er det rigtige ord at bruge. Bjarne smilede i hvert fald det skæve smil igen og da jeg rørte ved ham og søsteren voksede et lille fint regnorme hoved ud af hende. Hun klynkede lidt og Bjarne smilede så bredt man nu kan som regnorm..

I eventyret tommelise af H.C. Andersen nævnes forskellige dyr som både hjælper Tommelise på sin vej og ikke gør. Muldvarpen er ikke just tommelises hjælper. Men en gammel mand som elsker mørket.
Jeg har fundet en masse fortællinger om muldvarpen som et element i danskernes overtro. Dem har jeg brugt til at skabe en ny, mere moderne fortælling.
Dette tror jeg man kan bruge til elever på alle klassetrin for at bevidstgøre hvad det er man har med at gøre i eventyrerne. Altså tage de faglige begreber / historiske elementer og bruge dem i en ny fortælling. Grunden til det blev en journalist i armarni tøj var fordi jeg synes det er sjovt at blande noget vi kender med noget fantastisk (dyr der snakker f.eks. )
Jeg håber jeg på et tidspunkt får tid tl at skabe en muldvarp på en eller anden måde.. Så historien får en figur.

Svalen

Svalerne, flyver mod varme lande

                                                    Men ikke den som fryser....

                                                   Hirundo Ristica – Landsvalen (Heiko)

Strømlinede fly                            Følgesvend de var                 Når de flyver lavt

Svalerne fløj hurtigt væk             byggede rede hos os              Bliver det regn siger vi

Flyvende på jagt                          På huse og tag                       Insekternes skyld

Landsvalens hale                         Frysende svale                      Tommelise hjalp    

Lang smuk forførende han          er alene tilbage                      Med tæppet varmt omkring fugl

Fik mage i hus                             dækket af sneen                    Dejlig opvarmet

Illustrationerne er lavet i det gratis billedbehandlingsprogram: Pixlr( http://pixlr.com/) 

De er blevet til collager, som er sammensat af egne fotografier, blyantstegninger, som er affotograferet og indscannet. Og tilsidst har jeg brugt male/tegne funktionerne i programmet.

                 

Tommelises fire hjælpe-spindlere

Her er arbejdet med de 4 edderkopper, som i eventyret “Tommelise” skal spinde og væve til den lille pige Tommelise, der skal giftes med muldvarpen. Denne opgave er et forsøg på at forene det kreative og naturvidenskabelige arbejde.









 "Nu skal du i sommer sy på dit udstyr!" ”Du skal have at sidde og ligge på, når du bliver muldvarpens kone!” Tommelise måtte spinde på håndtén, og markmusen lejede fire edderkopper til at spinde og væve nat og dag (Citat fra Eventyret “Tommelise”). De fire fornemme edderkopper, som var hidkaldt som “hjælpe-spindlere“ til syning af Tommelises linned og klæder, til hendes kommende fremtid som muldvarpens brud, havde et stort kors på bagkroppen. De gjorde alt hvad de kunne med deres todelte krop og de otte ben, for hurtigt at spinde de flotteste og blødeste brudestoffer af det pureste silke, til den lille pige Tommelise. På bagkroppen havde de spindevorter, hvor de kunne spinde op til 6 forskellige slags silketråde. De fire korsedderkopper, som for øvrigt var hunner, havde hurtigt spundet det fineste hjulspind som var en halv meter i diameter. Her var brugt 20-60 meter silketråde. Det var smukt. Kort tid efter den første hun var færdig med sit spind, satte hendes spindelvæv pludselig i svingninger. Det var en han der var på frierfødder og ville parre sig med hende. Hun bød indenfor og hannen listede forsigtigt hen til hende, og de begyndte at parre sig. Lynhurtigt efter parringen, kastede hannen sig væk fra hunnen, i den parringstråd/sikkerhedsline, han havde fastgjort et stykke væk, da han var på vej hen til hende. Dette gjorde han, for ikke at blive ædt! Hunnerne har det nemlig med, hvis de får fat på hannen, at hugge giftkrogene i hannen, hvorefter de bliver spundet ind og reduceret til madpakker. Så det er med at være forsigtig i denne lille hanedderkopverden. Det blev eftermiddag og Tommelise´s spindlere lagde sig til at sove i deres smukke net. Det havde været en lang arbejdsdag for edderkopperne. Da de var faldet i søvn, flyttede Tommelise edderkopperne hen i et og samme spind og skyndte sig at samle de resterende spind sammen. Dette fordi hun vidste, at korsedderkopper æder deres spind en gang i døgnet og hun skulle jo bruge dem. Edderkopperne genbruger dog 80-90% af det gamle spind til at bygge et nyt. Tommelise gjorde sit bedste for at samle de ædle og smukke stoffer sammen hver gang edderkopperne sov og hun fik samlet meget sammen. det ene smukkere end det andet....men hun var alligevel ikke rigtig lykkelig!

Spindelvævet er lavet af ståltråd, spændt ud i en slagt ramme.

Perler bliver sat på. Båder for at give lidt spil i farver og lys, men også for at holde spindelvævet sammen.

Så skal en blontekant tilføjes, for at indikere, at dette er et brudevæv!

Til sidst bliver de små edderkopper (lavet af stjerneanis og perler som øjne), limet på edderkoppespindet med en limpistol. Nu skal det ellers bare placeres et sted i naturen!

Tommelise og den stakkels moder.

Under emnet Den fantastiske natur har vi hørt eventyret Tommelise af H.C.A. Vi har på forskellig vis valgt at arbejde videre med en eller flere karakterer og lave illustrationer til, som vi til sidst samler til en lille bog. Jeg har valgt Tommelises mor, som bliver ladt alene tilbage.

En stakkels moder
Sammensunket og opløst af gråd sad den stakkels moder forpint af længsel efter hendes lille datter, som var pist forsvundet. Pigen var ganske lille, fin som blomsterstøv og blød som tulipanblade og dette var der mening i, da hun var bragt til verdenen af en strålende flot tulipan.
Moderen havde ledt her og der, alle vegne, men ingen steder var den lille pige at se. Således gik dage, så uger og måneder fulgte. Moderen blev mere grå, bleg og sank sammen i hele kroppen. Folk, der gik forbi, snakkede og fortalte om den stakkels kone, som havde mistet sin datter. Udenfor forvandlede den tidligere farvestrålende blomsterhave sig til et krat. Tjønebuske tog over og omkransede huset så ingen kunne komme hverken ud eller ind. Året gik på hald, vinteren kulde efterlod alt sort i hvidt og ganske trist.
Nu begyndte onde tunger at viske om moderen. Folk fortalte, at hun var blevet en gammel heks, som kun ønskede at slå alle børn ihjel, thi hun ingen selv havde. Historien var i midlertid en ganske anden. I stuen sad den nu gamle kone, svagelig og syg at se på. Hun havde grædt og grædt, så der ikke var en eneste tåre tilbage i hende. Alt lå hensunket hen og det eneste lys der kunne anes kom fra den smukke tulipan som stadig strålede svagt trods vinterens kulde og tjørnene, som forhindrede solens stråler i at komme ind. Konen beundrede en sidste gang tulipanen og bad den, som så mange gange før, om at skaffe hende sin lille datter tilbage eller at lade hende sove og aldrig vågne igen. Derpå tog hun tulipanen. Spiste et blad af gangen, hele knoppen, stænglen, bladene og såmænd også det lille bygkorn. Herefter følte hun sig ganske utilpas og lagde sig i sin seng og faldt i søvn.

Udenfor begyndte fugle at kvidre, insekter at sværme og små spirer tittede frem. Det var fru forår, som bankede på. Træernes blade blev grønne, blomsterne strålede i tusinde af farver og tjørnen havde de fineste hvide blomster. Det var ret en fryd for øjet.
I et lille vindue, hvor en stor, grim tudse i sin tid var flygtet afsted med den lille pige, landede en dejlig svale. Den sang så vidunderligt og smukt. Sangen nåede den gamle kone, som slet ikke var en gammel kone længere. Hun lyste at sundhed og kraft. Hun havde æblerøde kinder, store blå øjne og det tidligere triste, grå hår lyste nu som glinsende silketråde, som snoede sig ned om hendes krop, og til hendes store overraskelse havde maven vokset sig ganske stor og fuld af liv.
Hun glemte aldrig sin første datter. Svalen kom hver aften sommer efter sommer og sang i hendes vindue og hun synes som ville den fortælle hende, at den lille datter havde det godt og var der hvor hun hørte hjemme.

Her under kan du se via billederne hvordan jeg har gjort.

 Med akvarel tulipanblade, knoppen, stænglen og bladene.

 Her er de materialer jeg har brugt: akvarel, lim, saks, papir og en blomsterpind.

Jeg har limet stængel og knop fast til pinden. Klippet bladene ud og sat dem fast i toppen.

... og det kom der en tulipan ud af.

Fantastiske væsner gennem historien

Vores arbejde efter et inspirerende oplæg fra Signe om fantastisk litteratur igennem tiden og om "fantastiske væsner i naturen", så som trolde, hekse, nøkker, elverfolk m.m. 

 

Nøkke-fremstilling

Her har vi lavet nøkker i ståltråd og ostevoks på 10min. På nogle er det karakteristiske hul i ryggen mere tydelige end andre.

 

 

Trolde lavet i stentøjsler

Opgaven lød på først at lave et troldehoved under bordet uden at kigge altså blindmodelleret på 3 min. Derefter et hoved på 2 min, hvor man måtte se og derefter en hel trold på 5 min.

 

 

Den fantastiske og mystiske natur

Et forsøg på at få det fantastiske ned på et billede i filt....dog ikke færdiggjort endnu!!!

Vinden i træerne

Oppe i kronerne bor der aber… Nej – de sprang ned for mange år siden. I de her træer er der store lufthuller. Ikke sådan nogle du slår i luften. Men lufthuller med plads til moseluft og vind. Træerne står så fast – kan ikke røre sig en meter. Holder sig ranke som smukke dronninger – lige meget hvem kommer og sætter sig, klatter,rører ved dem eller glor på dem. De ser det samme dag ud og dag ind. Lidt kedeligt i længden..

Træerne har allieret sig med vinden. Den kommer så langt omkring og gør hvad den vil. Vinden putter sig i lufthullerne på de vindstille dage og fortæller om børn, voksne, unge, gamle, biler, huse, fabrikker, fugle, ostemadder, jordbærkager, fiskelugt og appelsiner som den har set på sin vej..

Birketræet

Jeg står i mosen, ofte ganske rank. Strækker mig mod lyset og kan faktisk blive ganske høj. Jeg befinder mig rigtig godt i Norden, i forskelligt terræn; have, skov, fjeld og mose. Akkurat her, står mig og mine rødder ganske fugtigt, altså når frosten ikke har hersket og sat sit præg på landskab og bevoksning. Her er koldt og goldt om vinteren og jeg har trukket al´ tegn på liv tilbage helt ind til min kerne og mine rødder. Men jeg nyder nu alligevel når vinden rusker i mine lemmer og sneen pakker mig ind i en tæt dyne eller når fuglene kvidre så skønt og deres legen på mine arme kilder så dejligt. Uhhh naturen er fantastisk. Det kribler indeni mig....jeg venter på snarlig tegn på vår, så energi og liv atter kan strømme ud i min krop og fylde mosen med vårgrønne blade...Ja, og måske jeg sågar i det tidlige forår vil gi´ en lille en. Når vårsaften rigtig fylder min krop. Et lille vitamin og mineral-bust af en shot. Kom glad og drik!!! Min hud kan være silkeblød, lys og fin. Den er fuld af god olier og holder mig ung at se på og den adskiller mig let genkendeligt fra mine andre brødre i skoven. Man har faktisk i tidernes morgen brugt min hud til fremstilling af små æsker og indpakning → den kan virke konserverende! Den er også god til optænding af et skønt, varmt og stemningsfuldt bål. Min kerne har en ok brandværdi. Før mine blade springer ud, fyldes mine arme med små rangler, lidt, som i sikkert kender dem fra min bror Hr. hassel. det er dem der viser min mandlighed...og sågar også min kvindelighed. Ej, men naturen er altså fantastisk.

en lille kat..................

Sitrende vandmønstre

Cirkler af vand breder sig
i brune og grønne nuancer
vandmønstre dannes
En illusion for mit øje

Her, under overfladen
gemmes en hemmelighed
som kun kulden og vinteren kender til
hemmeligheden er vores
kun vores alene

Vandet er iskoldt
Ubesværet bevæger det sig afsted
Isen har ikke fanget det
det flyder stadig
som på en sommerdag

Jeg fanger illusionen
hemmeligheden, det mystiske
fantastiske i min hule hånd
og bærer det hjem.

Hvordan burren fik sine kroge.

Der var en gang en lille grøn burre, der voksede i en mose. Den var træt af at være lille og grøn og i skyggen af de andre planter og ville meget hellere være mægtig høj og flot. Hvis man skal vokse skal man have lys, det havde den lille burre lært af sin mor. Så den besluttede sig for at strække sig mod lyset alt det den kunne. Den begyndte at strække sine små burre arme mod solen hele den lange dag og som om det ikke var nok, strakte den også arme mod månens lys på jorden om natten Månens lys blev reflekteret i mosevandet om sommeren og i sneen om vinteren, så snart fik den store lange og stærke burre arme på hele den kuglerunde krop. Den efterhånden store burre kunne slet ikke få nok. Den strakte sig og strakte sig og selv om den blev svedet og brun af solens skarpe stråler, strakte den bare armene endnu mere. Men planterne rundt omkring den voksede også i solens livsgivende lys og piletræet ved siden af burren blev snart så stort, at det skyggede for burren både nat og dag. Burren strakte sig om kap med piletræet og voksede og voksede og til sidst udviklede den endda kroge for at fange mere lys, men lige meget hjalp det. Piletræet var og blev større og blev ved med at stjæle burrens lys.
En dag fik burren nok. Nu gider jeg ikke mere. Jeg må finde et nyt sted, hvor jeg ikke skal kæmpe sådan om det dejlige lys og da Mathilde gik forbi på sin gåtur i mosen hoppede den hendes ben og hang fast lige ind til hun var kommet hjem. Her tog Mathilde burren af bukserne inden hun gik ind og smed den ud i haven. Burren begyndte igen at vokse og strakte sig glad efter alt lys både nat og dag. Den var glad og lykkelig for det nye sted den havde fundet og fik mange burrebørn og levede lykkeligt til sine dage ende.

Birk

I de tynde kviste trak vinden, strakte dem ud, for så blidt at lade dem falde og vugge lidt fra den stærkere gren. Det var en vind, som gik gennem stamme og bark, og isnede helt i træets unge rødder. Det puslede lidt om dem dernede, vist var det godt at have musebo, hvor man stod, selvom det kløede lidt, når de gravede ud. Himlens grå lys lagde et blidt skær over de blege siv og isen på mosen. Vinteren hvilede over mosen klædte alt i hvide lette dyner. Træet havde også fået sin del, men kun på stammen var lidt blevet liggende, resten var fejet ned og virvlet væk allerde den første dag. Nu skuede det ud over de visne siv, skoven og det lille vandhul, der om sommeren vrimlede med liv og smådyr der nippede i træets rødder og byggede rede i dets grene. Tiden var som en lang strøm, der bredte sig i lange snørkler. Den snoede sig om stammen og fik den til at revne, strømmede i barken og fik træet til at åbne sig. Tiden var, tænkte træet som det stod der, alt. Og det havde masser af den, masser af tid, der strakte sig fra det faldt som et frø, spirede, strakte sig opad og opad og opad. For var der noget træet længtes efter, så var det at komme opad. Og lyset trak det op, helt fra dets spinkle rødder. Jo mere det trak, des stærkere blev det og herfra, hvor det stod nu, så det mere og mere.

I alt sin ensomhed stod den smukke dame og mindedes sommeren varme stråler  mod hendes saftige grønne overflade. Alle havde sværmet om hende og søgt plads ved hende. Ganske majestætisk havde hun følt sig. Tanken kunne stadig få hende til at ranke ryggen og løfte hovedet. Men denne lille bevægelse værkede i hende og  sendte hende straks tilbage til vinterens kulde. Ganske spinkel var hun blevet og hendes pragt var svundet bort til en kedelig grå nuance. Helt galt stod det til en sen novemberdag, hvor et ordentlig vinterstød havde revet hende af rod. Vakkelvorn og nøgen  missede hun med øjnene og vinterens kulde lod hende ret at føle alderdommen. Betænkelig var hun ved om hun nogensinde skulle få foråret at se og igen mærke sommerens varme, liv og farvespil igen.

De små vintergækker og krokus tittede frem langs et rislende vandløb. Varmere luftlag kom strømmende og hr. vinter måtte lade sin beskyttende kappe smelte bort. Hele vinteren havde den beskyttet livet i jorden og nu kom det ret til sin kræft. De grønne spirer brød med det sidste dække og det var ret en fryd for øjet.

Den fine dame stod nu halvt sunket sammen og havde knap liv til at trække vejret. Hendes øjne var lukket og hun ønskede ikke at åbne dem mere. Hun stod der og drømte sine gentagne drømme, de føltes dog så virkelige. Hun kunne høre insekternes summen, vandets rislen, enddog dufte skovens helt specielle duft og hun følte sig endda varmere. Da tænkte hun ved sig selv, Er det sådan at dø, så er jeg ikke længere bange. Hun følte sig klar og idet hun ville gave slip var det somom hun mærkede noget hun brugte sine sidste anstrengelser og åbnede øjnene. Her midt på hende sad den mest farvestrålende sommerfugl hun i sit liv havde set og vippede med følehornene. Jeg er klar sagde hun med en sagte visken og et varmt vindstød ruskede i hendes hoved og alle hendes små frøkapsler gled af og virvlede op i vindes med sommerfuglen. Og just nu forstod hun, at hun levede videre gennem sine mange børn, som ville få børn og sådan ville naturen gå sin gang. Med denne evige lykke i sig lukkede hun øjnene en sidste gang.

Skrevet af Ida P. Rasmussen

Snedronningen

I dag har vi hørt snedronningen. Et eventyr af H.C. Andersen om den stakkels Kay, som får først en glasstump i hjertet sidenhen i øjet gjort af djævelen. Derpå forsvinder han på sin lille kælk hægtet efter en kæmpe kane; det er Snedronningen, som tager ham med sig. Hans kære veninde, lille Gerda, tager ud for at lede efter ham og kommer til forunderlige, grusomme og kolde steder. Tilsidst finder hun den lille Kay, men herom må du selv læse, thi det er ret en fornøjelse, at læse H.C. Andersen.

Vi har parvis i 3 grupper visualiseret nogle af de steder lille Gerda kommer til gennem de 7 historier.


2. historie En lille Dreng og en lille Pige.
I byen hvor Kay og lille Gerda bor. Her er den store byport med pladsen til venstre og helt op for oven ved Pias hånd bor Kay og Gerda med hver deres altan kasse med roser. På vej ud af byporten kan vi se snedronningen, som kører afsted med Kay forbi bymuren og over floden, som afgrænser byen

Lavet af Lone og Pia

3. historie Blomster-Haven ved Konen, som kunde Trolddom.

På lille Gerdas rejse for at finde Kay kommer hus langs floden til en have, hvor solen skinder hele året. 

Her er den vidunderlige have visualiseret med vinterens visne grene og afblomstrede blomster, som illustrerer havens vidunderlige blomster, som hvert har et lille eventyr at fortælle.

Øverst ligger den gamle kones hus omkranset af haven, som munder ud nede ved den grønne rhododendron - bladet flot. Her er lille Gerdas båd, som den gamle kone har trukket i land.

Lavet af Helle og Ida

5. historie. Den lille Røverdatter.

Lille Gerda kommer til en uforskammelig røverkælling med et hel slæng røvere, som vil slagte hende. Men heldigvis har kælling en værre møgunge, røverdatteren, som er mere interesseret i at lege med Gerda end at spise hende i første omgang. Røverpigen bider moren, thi hun, at den lille pige skal sove ved hende og så vil hun eje hendes flotte muffedisse og kjole.

Her er det røverkællingen og de skrækkelige røvers hule, som er illustreret. Lige indenfor kan man ane røverdatteren soveplads, hvor alle hendes dyr er bundet.

Lavet af Marie og Signe

En meget kort 20 mins øvelse, som var en kold fornøjelse, men også en god måde at visualisere historiens miljø og karakterer.

Indlæg af Ida

Vi er en specialegruppe på 7 skønne kvinder, som under titlen NATURLIG-VIS laver vores afsluttende speciale fra Den frie Lærerskole. En del af vores arbejde vil udforme sig i praktisk arbejde, som vi gennem denne blog vil gøre muligt at følge med i. God fornøjelse
Pia, Marie, Helle, Signe, Lone, Mathilde og Ida