Hvordan burren fik sine kroge.

Der var en gang en lille grøn burre, der voksede i en mose. Den var træt af at være lille og grøn og i skyggen af de andre planter og ville meget hellere være mægtig høj og flot. Hvis man skal vokse skal man have lys, det havde den lille burre lært af sin mor. Så den besluttede sig for at strække sig mod lyset alt det den kunne. Den begyndte at strække sine små burre arme mod solen hele den lange dag og som om det ikke var nok, strakte den også arme mod månens lys på jorden om natten Månens lys blev reflekteret i mosevandet om sommeren og i sneen om vinteren, så snart fik den store lange og stærke burre arme på hele den kuglerunde krop. Den efterhånden store burre kunne slet ikke få nok. Den strakte sig og strakte sig og selv om den blev svedet og brun af solens skarpe stråler, strakte den bare armene endnu mere. Men planterne rundt omkring den voksede også i solens livsgivende lys og piletræet ved siden af burren blev snart så stort, at det skyggede for burren både nat og dag. Burren strakte sig om kap med piletræet og voksede og voksede og til sidst udviklede den endda kroge for at fange mere lys, men lige meget hjalp det. Piletræet var og blev større og blev ved med at stjæle burrens lys.
En dag fik burren nok. Nu gider jeg ikke mere. Jeg må finde et nyt sted, hvor jeg ikke skal kæmpe sådan om det dejlige lys og da Mathilde gik forbi på sin gåtur i mosen hoppede den hendes ben og hang fast lige ind til hun var kommet hjem. Her tog Mathilde burren af bukserne inden hun gik ind og smed den ud i haven. Burren begyndte igen at vokse og strakte sig glad efter alt lys både nat og dag. Den var glad og lykkelig for det nye sted den havde fundet og fik mange burrebørn og levede lykkeligt til sine dage ende.