Birk

I de tynde kviste trak vinden, strakte dem ud, for så blidt at lade dem falde og vugge lidt fra den stærkere gren. Det var en vind, som gik gennem stamme og bark, og isnede helt i træets unge rødder. Det puslede lidt om dem dernede, vist var det godt at have musebo, hvor man stod, selvom det kløede lidt, når de gravede ud. Himlens grå lys lagde et blidt skær over de blege siv og isen på mosen. Vinteren hvilede over mosen klædte alt i hvide lette dyner. Træet havde også fået sin del, men kun på stammen var lidt blevet liggende, resten var fejet ned og virvlet væk allerde den første dag. Nu skuede det ud over de visne siv, skoven og det lille vandhul, der om sommeren vrimlede med liv og smådyr der nippede i træets rødder og byggede rede i dets grene. Tiden var som en lang strøm, der bredte sig i lange snørkler. Den snoede sig om stammen og fik den til at revne, strømmede i barken og fik træet til at åbne sig. Tiden var, tænkte træet som det stod der, alt. Og det havde masser af den, masser af tid, der strakte sig fra det faldt som et frø, spirede, strakte sig opad og opad og opad. For var der noget træet længtes efter, så var det at komme opad. Og lyset trak det op, helt fra dets spinkle rødder. Jo mere det trak, des stærkere blev det og herfra, hvor det stod nu, så det mere og mere.