Hvordan solsorten blev til

I en klynge af høje, ranke stammer stod et enkelt lille hvidt birketræ og gav lys til mørket under de tusinde grene.

Hvor det lille birketræ stod, fandtes ikke nat og ikke dag. Der fandtes heller ikke vinter og ej heller sommer.

Og dog gik tiden.

Langt oppe over de højeste stammer havde små stumper af lys brændt sig ind i det mørke himmeltæppe som lysende stjerne. De brændte alle, så de kunne oplyse den mørke jord, men det skete at en stjerne brændte ud.

Og når en stjerne brændte ud, kunne man høre et suk fra jordens højeste træer, der i afmagt sænkede deres kroner og mistede en del af deres sjæl. Fra spidsen af deres yderste grene dryssede kviste ned mod jorden som tårer.

Det lille birketræ stod stolt på sin lille lyse plet mens tyngden af de høje træers tårer, tyngede dens lyse stamme.

Som minutterne, dagene og årene gik samledes en bunke af udgydte kviste i det lille birketræs krone og mørket bevægede sig endnu tættere mod den hvide stamme. Birketræet begyndte at miste sin kraft mod det tyngende mørke. Stammen blev grå og trist.

Da skete det en dag at endnu en stjerne brændte ud og endnu et træ fældede sine tårer, der landede i birketræets krone. Men idet den sidste kvist landede i bunken i træets top, begyndte bunken at bevæge sig og samle sig sammen til en rund sort masse.

Under bunken i trækronen stod den grå stamme og svajede frem og tilbage, imens kvistenes bevægelser blev hurtigere og hurtigere.

Til sidst blev bevægelsen til stilstand og stammen fandt igen sin balance og stod rank.

Afventende.

Fra toppen af kronen begyndte den lille klump nu at bevæge sig igen. Klumpen var sort som kul og dens liv var skabt af det indtrængende mørke. Ud fra klumpen voksede to mægtige vinger, der bredte sig ud, og, som en sang, bevægede sig dansende i stilheden.

Midt i det sorte brændte en ild, og fra ildens kerne opstod en stemme, der fortalte det lille birketræ om gode tider, lys og glæde.

Da stemmen stoppede sin sang, lettede den sorte fugl fra træet.

Den fløj væk fra birketræet, forbi de højeste stammer og bar det truende mørke med sig op til himlen.