Hvordan birketræet blev til.

Da alting endnu var bart, koldt og mørkt, fandtes ingen tid og alting var en i evig stilstand, hvor ingenting kunne opstå og ingenting kunne forgå.

Men stilstanden blev brudt, da det første sekund blev til et minut og minuttet blev til dag, og den første dag bragte en klump af lys til mørket.

Lyset voksede i dens bevægelse igennem det mørke tæppe og mod den golde overflade, hvor ingenting fandtes. Men lige inden den ramte overfladen eksploderede den i en uendelig masse af små og store stykker af brændende lys.

De fleste hvirvlede rundt om sig selv i mørket inden de brændte sig fast deri og derfra i forening kunne oplyse den golde jord.

Og da så de, hvordan de sidste af de små lysklumper dalede langsomt ned mod overfladen, som ingenting var og ingenting besad.

Lysklumperne brændte små huller hele vejen rundt om jorden. Nogle steder faldt intet lys ned, andre steder kun lidt, og andre steder igen faldt en større del ned og borede sig ned i den hårde jord. Alt imens lysklumperne borede sig ned i jorden blev lyset svagere og svagere.

Og kraften forsvandt.

Og alting blev i et enkelt sekund stille.

Helt stille.

Og da sekundet ikke længere var til og det næste sekund begyndte, omsluttedes verden af en dyb brummen, der opstod fra de tusind af små huller i jordens overflade.

Lyden tog til i styrke og jorden begyndte at ryste. Og frem fra de små huller voksede lange gennemsigtige stammer, der strakte sig op mod de brændende stykker af lys i det mørke tæppe.

De voksede sig tættere og tættere på mørket alt imens de brændende lysklumper farvede deres gennemsigtige hud mørk og varm, og en vind, der opstod mellem de lange, ranke stammer, skrabede revner i deres overflade, så hver en stamme var til at kende fra de andre.

Men i midten af en skov af disse mægtige stammer stod en enkel lille gennemsigtig stamme tilbage, som intet lys kunne nå. Det stod rank og stolt, og lyste fra sit eget indre ud på de omkringstående stammer. Da vinden nåede den, ridsede den små fine revner i dens hud, pustede kraft i dens indre og viskede til den, at den til evig tid skulle stå der, hvid og rank og sprede lys og glæde på jorden.