Oldenborre. Med en historie først og idé til udformning af en nederst

Historien om Hr. Oldenborre

Alt imens Tommelise var ved at vokse ud af den smukke tulipan havde Hr. Oldenborre endelig nået sit sidste udviklingsstadie. Den havde levet som en fed mælkehvid larve i den fugtige muld i tre lange mørke år og ædt sig stor i dejlige saftige planterødder. Men nu var den pludselig begyndt at ændre udseende. Der groede smukke glasklare vinger ud, en mund med små kæber, den kunne spise med, en lækker varm og sølvskinnende håret hud på kroppen og de flotteste kastanjefarvede dækvinger man kunne tænke sig. Dens seks ben var ved at blevet stive og havde fået små klør, så den kunne begynde at grave sig op af jorden. Det var i starten af maj og foråret havde med solens varme stråler endelig fået krafter til at få planter til at spire og fuglene til at bygge reder og fløjte af fornøjelse. Oldenborren gravede og gravede og endelig kom den det sidste stykke op af jorden og sad et øjeblik og nød solens varme. Den strakte sine nye flotte vinger og pludselig som på befaling lettede den fra jorden og fløj af sted. De nye flotte vinger bar den vidt omkring. Den kom til en lille å omgivet af flotte bøge og egetræer. Den spiste af løvtræernes nyudsprungende blade og de smagte vidunderligt. Hr. Oldenborre slog sig ned her og spiste sig tyk og mæt hele den lange maj og juni med. Nu var det snart midsommer og mange flere af dens slags var begyndt at sværme rundt i de omgivende træer for at spise og vokse sig stærke og flotte til at gøre kur til hinanden.

En dag så den en hvid kålsommerfugl slæbe af sted med et sjovt lille væsen på et åkandeblad nede i åen. Væsenet var ikke mere end en tommelfinger lang og havde fire ben som sad lidt sjovt. To af dem hang ned langs kroppen og de to andre stod den på. Men det havde det flotteste lyse pels som skinndende så smukt i solen, at Hr. Oldenborre besluttede at se nærmere på det, fløj ned og tog med kløerne et snuptag rundt om hendes liv og fløj hende op i træet. “Den satte sig med hende på det største, grønne blad i træet, gav hende det søde af blomsterne at spise og sagde, at hun var så nydelig, skønt hun slet ikke lignede en oldenborre. Siden kom alle de andre oldenborrer, der boede i træet, og gjorde visit; de så på Tommelise, og frøken-oldenborrerne trak på følehornene og sagde: "Hun har dog ikke mere end to ben, det ser ynkeligt ud. Hun har ingen følehorn!" sagde den anden. "Hun er så smækker i livet, fy! hun ser ud ligesom et menneske! hvor hun er styg!" sagde alle hun-oldenborrerne, og så var Tommelise dog så nydelig; det syntes også den oldenborre, som havde taget hende, men da alle de andre sagde, hun var hæslig, så troede han det til sidst også og ville slet ikke have hende; hun kunne gå, hvor hun ville. De fløj ned af træet med hende og satte hende på en gåseurt; der græd hun, fordi hun var så styg, at oldenborrerne ikke ville have hende, og så var hun dog den dejligste, man kunne tænke sig, så fin og klar som det skønneste rosenblad.”

Hr. Oldenborre glemte hurtigt det lille væsen nede på jorden og fik travlt med at gøre kur til alle de dejlige frøken-oldenborre, der holdt til i træet. Den fandt den smukkeste af alle oldenborrerne, de parrede sig og efter en måned lagde hun 25 flotte skinnende æg, som klækkede til larver, som skulle passe sig selv de næste tre år nede i jorden. Hr. og Fru. Oldenborre var nu hver fire år og var ved at være gamle. Det var september, solens varme var begyndt at gå på hæld og vingerne begyndt at værke. De kunne ikke flyve så hurtigt mere og pludselig på en aftentur blev Fru. Oldenborre spist af en måge, der fløj rundt om træet. Hr. Oldenborre blev meget bedrøvet og da han et par dage efter fløj i sine sørgmodige tanker glemte han helt at holde øje med den flagermus, der holdt til langs åen. Normalt ville han undgå den syle spidse tænder ved at slå sine smukke vinger sammen og styrte mod jorden, så flagermussen ikke kunne nå at fange ham. Men denne aften var han så optaget af at drømme om på sin smukke Fru. Oldenborre, at han slet ikke mærkede flagermussens ekkolyd ramme hans krop og haps så var også han spist. Træets blade begyndte at visne i efterårets oktober kulde og de andre oldenborre i træet begyndte nu at døde af sult. Livet var slut for dem, men nede i den varme mørke muld, lå nu mange fine hvide oldenborrelarver, som de næste tre år skulle vokse sig store og fede inden de engang skulle få vinger og flyve ud i verden.

Produktion af en oldenborre

Efter at have nær studeret billeder af oldenborre på nettet, valgte jeg at rammesætte min kreative udfoldelse med at den skulle være lavet af naturmaterialer, jeg kunne finde rundt på skolen.

Her er kroppen lavet af klematisfrøstande samlet i midten, så stilkene kommer til at ligne ben.

Kroppen bundet sammen med bomuldstråd og dækvinger af egeblade.

Vinger limet på med kontaktlim, frøstande som øjne hvor frøulden er klippet af, hasselrangler som følehorn og munden af blomster fra.

alm. oldneborre (Melolontha melolontha)