Den gode historie - på jagt efter muldvarpen.

Den gode historie.. 

Jeg er på jagt efter den gode historie. Den som ingen anden journalist i verden er kommet med. Ja ja.. vi har da kongehuset, prinser og prinsesser og dem kan vi da fortælle gode historier om. Når de får børn – bliver gift for så at blive skilt igen. Men hvor længe holder de – et døgn eller to. Så har folk glemt det og vil have en ny historie.  Jeg har været der. New York, London, Paris – fulgt efter alle stjernerne. For netop at få den gode historie! Men nu vil jeg skrive historien! Den som alle vil huske. Historien om den som ingen ser og den som ser ingen. Som lever under jorden – har trukket sig fra civilisationen, fra vores moderne verden. Samtalekøkner, øko mælk og parbenefri shampoo.. I mine øjne meget beundringsværdigt.

Min historie starter ude i mulden, ude i naturen – derude hvor der højt til himlen, hvor kragerne vender og vinden ligger sig lige omkring næse og ører. Jorden omklamrer sig om mine nye armarni – sko. Vinden bider i fingrene. Natur! Sgu ikke altid helt vildt praktisk..

Efter flere timers vandring har jeg fundet stedet hvor jeg meget gerne skulle have en chance for at møde mr. Underground. Ham som altid er klædt i sort. Fuldstændig ligeglad med hvad samfundet mener om former, farver og mode. Jeg er så betaget af den der fanden i voldskhed. Tag mig som jeg er eller skrid! Jeg er sgu min egen.. Alt imens jeg går her og tænker over min historie kommer jeg til et tegn. Et kæmpe skud – op af jorden – en vulkan lignende kæmpe lort. Lige der midt i det hele. Jeg kan slet ikke få øjnene fra det. Så smukt, så eksotisk, så .. ja jeg har nærmest ikke ord for hvor fantastisk det er. Jeg trodser alt og skynder mig hen til skuddet. Kaster mig nærmest over det, dufter og mærker..  Jorden er helt ny og frisk, dufter af en hårdtarbejdende sorte fyr (ja afroamerikansk er måske mere politisk korrekt..) Da jeg sidder med hænderne i jorden, får jeg fat i noget.. Måske et tegn?! Jeg graver og graver – uden at tænke på vulkanen der nu smadres. Jeg griber om noget aflangt og opdager til min skuffelse at det er 2 latterlige regneorme. For helved.. nu troede jeg lige jeg havde fat i noget ordentligt. Regnormen siger den hedder Bjarne.. Det er mig nu endnu en gåde hvordan regnorme kan tale og hedde Bjarne! Men på nuværende tidspunkt er jeg presset. Jeg har allerede brugt lang tid på den her historie, tror ikke på mig selv som succesfuld journalist. Er på nippet til at give op – så jeg har brug for al den hjælp jeg kan få. Selvom det er fra en regnorm der hedder Bjarne. Bjarne fortæller om den sorte fyr som alle i jorden er vildt bange for. ”Han skovler til sig af alt hvad han kan få og gemmer det i depoter”.. ”Vi har ingen jordisk chance for at slippe fra ham”. Jeg nikker anerkendende til Bjarne for at få mest ud af ham. Det er noget vi har lært på journalisthøjskolen. Pludselig ser jeg at der også er en anden regnorm. Bjarne klynker ”Ja.. se det min lillesøster. Hende bed han hovedet af – så kan vi regnorme ingenting” Det gør han ved alle regnorme han møder og ligger dem ind i depoterne. Men hvad skal vi gøre?? Svinet har 44 små sylespidse tænder! Bjarne havde nu hævet stemmen. Muldvarpen har ingen følelser. Når hunnen har født sine unger smider hun dem ud for sig selv inden de kan noget som helst! Så må de bare klare sig selv. Følelseskold det er hvad den er. Nu var det som om Bjarne virkelig havde fået åbnet op for alle sine frustrationer – så han fortsatte inden jeg nåede at stille ham et nyt spørgsmål.

”Det eneste den laver er at vandre op og ned igennem sine åndsvage gange. Frem og tilbage, frem og tilbage.. Hvis den da ikke graver nye gange! Som om den ejer hele universet.. Den æder 8 af os om dagen.

Efter Bjarnes version af denne hr. Muldvarp var jeg faktisk temmelig oprevet. Sikken et regnorme – liv! Jeg måtte simpelthen have en snak med den muldvarp. Kunne det virkelig passe med al den brutalitet! Min fasination havde på en måde ændret sig. Godtnok er jeg journalist – men iskold det er jeg ikke. Bjarne og jeg blev enige om at jeg passede den hovedløse søster – imens Bjarne kravlede ned i dødens gab og fik muldvarpen op til mig. ”Jeg er nemlig ret hurtig skal jeg sige dig” sagde Bjarne med et skævt smil som kun regnorme kan smile.. Fantastisk at møde sådan en hjælpsom lille fyr.. Et par timer gik..Armarni var ikke vindtæt – men som anerkendt journalist kommer historien først. Pludselig rykkede det i jorden. Bjarnes forkrop kom til syne. Jeg skyndte mig at flytte på jorden så jeg kunne få Bjarne op. Han prustede og stønnede som en anden maratonløber. Lige da jeg havde fået fat på ham væltede et lille jordbefængt krapyl frem og rullede rundt. Den rejste sig hurtigt op på sine to bagben, med to små potter frem for sig og famlede rundt som om nogen havde givet den bind for øjnene. ”Hjælp! Hjælp! Skreg den lille gut. Jeg er svagtseende.. ”Det tør siges”, tænkte jeg. Jeg greb ud efter dyret og holdte det hårdt i min højre hånd. Nu stod jeg, en efterhånden anerkendt journalist fra et også anerkendt dansk dagblad med et lille ildelugtende krapyl som man kalder en muldvarp i højre hånd og 1½ regnorm i venstre hånd. Nu var sandhedens time kommet. Nu gjaldt det om at holde hovedet koldt. At stille de rigtige spørgsmål. Jeg satte mig ned direkte ovenpå alt den jord der var skubbet op. Muldvarpen skreg videre om de svagtseendes rettigheder og regnormen grinte meget hånligt.. Han nød vist den situation at muldvarpen endelig sad i saksen.

Da begge dyr var faldet til ro var vi klar. Så sagde muldvarpen..

Jeg gør bare hvad jeg er bedst til. I jorden har jeg det bedst. Vi er født med svage øjne og et ufølsomt sind. Hvad skal vi på jorden? Nej jorden passer til os. Og leve skal vi jo at et eller andet – sådan er naturen! Fødekæder min fine ven. Vi kan sgu da ikke sætte os i rundkreds og synge. Men hvis du kære journalist vil rede regnormene så gør du bare det, men så må du udrydde os først. Jeg kunne mærke Bjarne stirrede på mig – selvom jeg udmærket godt ved at regnorme ingen øjne har. Jeg tror han havde set en form for regnorme revoulution i mødet med mig.

Muldvarpen fortsatte.. Før i tiden var i mennesker jo helt tossede med os. I smurte vores blod på jeres skaldede isser og troede at håret ville begynde at vokse igen. I smurte blod på øjnene og troede at I kunne se spøgelser og huggede vores fødder af fordi I troede det bragte held i spil. Jeg blev lidt pinlig.. og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige. ”Så fordi vi spiser et andet mindre dyr for at overleve så bliver du mr. Moder jord og vil rede hele verden. Muldvarpen havde fået sine små poter og over mine fingre som holdte den fast og ligesom krydset dem i en ret bestemt mine. Jeg var helt paf. Måske var det også fordi situationen blev mere og mere bizar. Samtalen med Bjarne og muldvarpen. Hvem ville overhovedet tro på det? Hele redaktionen ville grine af mig – fyre mig og sende mig til den lukkede afdeling. Farvel fede pension og anerkendelse. Nej – nu måtte jeg tage mig sammen. Fordufte inden det blev for underligt..

Jeg tog et kig på mit ur og allerede der kunne jeg se på Bjarne at hans lys slukkedes. Han tog fat i den hovedløse søster med et suk og en mumlen om at ”man kunne sgu da heller ikke stole på nogen i denne verden”..

Muldvarpen derimod sad triumferende og strålede med sit manglende syn. Og så kom jeg til at tænke på en historie min morfar fortalte mig. At I gamle dage troede man at klemte man en muldvarp til den døde ville man få helbredende kræfter. Uden at tænke videre over det klemte jeg til og i løbet af et kort øjeblik havde jeg kun en slatten klud i hånden.. Jeg ved ikke om retfærdighed er det rigtige ord at bruge. Bjarne smilede i hvert fald det skæve smil igen og da jeg rørte ved ham og søsteren voksede et lille fint regnorme hoved ud af hende. Hun klynkede lidt og Bjarne smilede så bredt man nu kan som regnorm..

I eventyret tommelise af H.C. Andersen nævnes forskellige dyr som både hjælper Tommelise på sin vej og ikke gør. Muldvarpen er ikke just tommelises hjælper. Men en gammel mand som elsker mørket.
Jeg har fundet en masse fortællinger om muldvarpen som et element i danskernes overtro. Dem har jeg brugt til at skabe en ny, mere moderne fortælling.
Dette tror jeg man kan bruge til elever på alle klassetrin for at bevidstgøre hvad det er man har med at gøre i eventyrerne. Altså tage de faglige begreber / historiske elementer og bruge dem i en ny fortælling. Grunden til det blev en journalist i armarni tøj var fordi jeg synes det er sjovt at blande noget vi kender med noget fantastisk (dyr der snakker f.eks. )
Jeg håber jeg på et tidspunkt får tid tl at skabe en muldvarp på en eller anden måde.. Så historien får en figur.